Sådan fanger du en havørred

Der er tradition for at fiske med let grej i Limfjorden. 7-9 fods spinnestænger med kastevægt på 5-25 gram, 0.18-0.25 mm line og små fastspolehjul er mest udbredt -og var det også i 60'erne og 70'erne. Lette og slanke blink samt små kystwoblere på 7-15 gram har altid været populære. Du vil altid kunne få gode råd om valg af agn hos den lokale grejforhandler.

Spinnestang
Det er sjældent, der bruges kunstagn over 15 gram. Om vinteren fiskes ofte med blink og woblere i skrappe farver, f.eks. gul, orange, rød og sølv, mens man om efteråret bruger dæmpede farver for at efterligne fiskens naturlige føde. Spinnere er populære flere steder, fordi de kan bruges på lavt vand.

Fiskeri med bobleflåd og flue på et 2-3 meter langt forfang er også udbredt. Mange bruger orm og bobleflåd. De lokale grejforhandlere vil altid kunne spørges til råds med hensyn til valg af agntype.

Grej:

  • Spinnestang 8-10 fod. Kastevægt 5-30 gram.
  • Fastspolehjul med min. 150 meter 0,25 m/m nylonline eller 0,12-0,15 m/m fletline.
  • Kystblink, kystwobblere 5-25 gram.
  • Bombarda-flåd intermediate eller flydende, 20-30 gram.

Vadefiskeri
Vadefiskeri er udbredt. Mange områder i Limfjorden er lavvandede og derfor kan man kun nå de gode fiskepladser, iført vadebukser. Det er typisk for fiskeri i fjorden, at fiskene specielt forår til efterår står på meget lavt vand. Det er ikke usædvan­ligt at fange fisk på 30 cm vand. Husk altid at afsøge det lave vand med kast i vifteform, inden man vader ud og skræmmer eventuelle fisk.

Båd
Fjorden er som skabt til dørgning fra jolle eller spinnefiskeri, hvor man afsøger rev, odder og ålegræs-bælter med få kast, inden man sejler videre til næste plads.

Fluefiskeri efter havørred
Fluefiskeriet ved kysten har vundet stærkt frem. De første fluefiskere så man allerede i 70'erne. I dag er der mange! Fluefiskerens radius er begrænset. Man når heller ikke at affiske så store områder som spinnefiskeren. Men da Lim­fjordens ørreder ofte står på afgrænsede pladser og på lavt vand, er fluestangen et fint våben at udfordre havørreden med. I den vestlige del af Limfjorden findes mange sunde og strømme, der affiskes ligesom en langsomt-strømmende å eller elv. Flyde- og intermediate-liner klasse 7-8 er mest udbredte. Fluemønstrene efter­ligner havørre­dens naturlige føde. Det er for det mest reje- og hacklefluer, mens man bruger farvestrålende provokations-fluer om vinteren og muddler- og matuka-mønstre om sommeren. Krogstørrelse 4-8.

Grej:

  • Fluestang 9-10 fod. AFTM 6-8.
  • Saltvandsbestandigt fluehjul med minimuk 100 meter bagline.
  • Flydende eller intermediate WF-line eller skydehoved.
  • Kystfluer str. 4-10.
  • Taperet forfang 2,5-5 meter. Kort i modvind og langt i stille vejr. Nylon eller floucabon. Tykkelse i spids 0,20-0,28 m/m.
 
 OP