Vandløb
Der er mange vandløb, der har sin udmunding i Limfjorden. Vandløbene kan være glimrende fiskepladser, men man skal ofte være tilknyttet en forening eller have dagskort, for at fiske i de fleste vandløb. Der er dog nogle steder, hvor der er frit fiskeri i vandløb - men husk fisketegnet! På Aalborg Kommunes hjemmeside findes en optegnelse over frit fiskeri i kommunens åer og vandløb.
Der er beskrevet mange vandløb neden for, men ikke alle løber ud i Limfjorden. De vandløb der løber ud i fjorden er:
Karup Å, Jordbro Å, Fiskbæk Å, Skals Å, Simested Å, Lerkenfeld Å, Halkær-Sønderup Å, Binderup Å, Ry Å, Lindenborg Å, Trend Å.
Vandløbene udgør de perfekte gydesteder for fjordens fisk, så vær derfor opmærksom på fredningstider og mindstemål i vandløbene. Du kan få et overblik over fredningstider og mindstemål her.
Dronefoto af Lindenborg Å.
Binderup Å i Himmerland slynger sig 34 km gennem et imponerende smukt og varieret landskab. Åen er en af Danmarks få ”Chalkstreams” med et forløb gennem synlige kalkformationer med masser af kildevæld og gydegrus for havørrederne.
I 1950-1975 valfartede de mest kendte lystfiskere faktisk fra hele verden til Binderup Å for at prøve kræfter med åens store bækørreder i det fascinerende klare vand, der indeholdt et rigt insektliv.
I dag er det havørredfiskeriet, der er i fokus. Nordjyllands Amt opgjorde i 2002 havørredbestanden til 1150 opgangsfisk. Siden er der skabt passage ved 2 vandmøller og 3 dambrug, så bestanden kan forventes at nå flere tusinde opgangsfisk, når den sidste store spærring ved Binderup Mølle Dambrug forsvinder.
Lystfiskeri i Binderup Å
Havørred fiskeriet begynder normalt i juni til efteråret. Om sommeren er der ofte et intenst fiskeri efter helt sølvblanke havørred i spritklart vand. Der er godt med fisk i størrelsen 40-65 cm, men der findes også større - som den 92 cm og 8,5 kg tunge basse, Klavs Bavnshøj fangede i 1992.
Der er ikke dagkortsalg, men fiskeri er mulig via en af åens nuværende tre foreninger. ”Fluen” har fiskeri i øvre dele af åen, ”Salar” i den mellemste del og ”LBAA” i både øvre og nedre dele af Binderup Å.
Læs mere om Binderup Å og muligheden for at blive medlem af foreningerne:
- Lystfiskeriforeningen Binderup Å
- Sportsfiskeriforeningen Salar
- Fluen - kontakt: pkd@fridaforsikring.dk
Kort over Binderup Å.
Bjørnsholm Å er et 21 km langt mellemstort vandløb med udspring ved Sjørup Sø. Åen løber gennem et overvejende åbent og fladt engområde, inden sit videre forløb gennem Vilsted Sø. Fra Vilsted Sø løber åen 1,8 km hvorefter det løber ud i Bjørnsholm Bugt. Trods åens lille opland er vandføringen god med en middel på 1000 l/s, hvilket skyldes rigelig tilstrømning af grundvand.
Nordjyllands Amt beregnede i 2001 havørredbestanden til 320 individer. Modsat de fleste øvrige Limfjords vandløb er der ikke sket en stigning i havørredbestanden, trods en ellers massiv vandløbsgenopretning og nedlæggelse af en helt central spærring ved Vilsted Dambrug. I 2006 genskabtes nemlig den store Vilsted Sø, hvilket har indvirket kraftigt på bestanden at denne i dag er ubetydelig. Som følge af søens etablering kan ikke forventes yderligere fremgang for havørredbestanden i vandløbet.
Havørredfiskeriet i Bjørnsholm Å kan kun forventes sporadisk og usikkert i både de nedre og øvre dele af åen. Fiskeriet kan muligvis intensiveres i perioder med høje eller lave temperaturer i Limfjorden, men her kan en høj og lav sø-temperatur også være problematisk. Fiskeriet efter søørred fik en opblomstring kort efter søens etablering, men denne bestand er nu også faldet i takt med at der er kommet flere store gedder i søen.
Lystfiskeri i Bjørnsholm Å
Det meste af fiskeriet foregår på strækninger med forholdsvist stillestående vand, hvor der fiskes i forbindelse med skjul ved vandløbsbredderne. Der er tale om forholdsvis mindre havørred i Bjørnsholm Å. Nordjyllands Amt opgjorde således middellængden til 42,5 cm ved elfiskeri i 2001, hvor kun få ørred var over 60 cm og den største var 76 cm.
Efter etableringen af Vilsted Sø, trak den eneste lokale sportsfiskerforening, Løgstør Sportsfiskerforening” sig og har ikke mere fiskeri i åen. Eneste fiskeri i Bjørnsholm Å foregår i Vilsted Sø og afløbet fra denne ned til cykelstibroen.
Dagskort kan ikke købes, men der er åbent for en mindre strækning med frit fiskeri i Bjørnsholm Å, som kan findes her.
Kort over Bjørnsholm Å.
Vandløbet kommer fra de Himmerlandske Heder og løber i Limfjorden ml. Nibe og Løgstør. Kommunerne har de seneste år fjernet en række spærringer i både hovedløb og tilløb, så havørrederne nu kan vandre frit i hele vandløbssystemet. Den største og nederste spærring i hovedløbet blev fjernet i efteråret 2020, og de nyetablerede gydebanker er allerede indtaget med stor gydeaktivitet. Det samme er tilfældet lidt længere opstrøms i hovedløbet, hvor passageforholdene blev forbedret for få år siden.
I det lille tilløb Nymølle Bæk/Lundby Bæk er der ligeledes skabt forbedret passageforhold og strækninger er blevet restaureret med genslyngning og forbedring af de fysiske forhold indenfor de seneste få år. Her viser DTU Aqua’s bestandsanalyser, at der allerede er etableret en robust selvreproducerende ørredbestand.
Vi glæder os til at følge bestandsudviklingen i dette vandløbssystem, og er ikke i tvivl om, at det også kommer til at bidrage positivt til bestanden af havørreder i Limfjorden.
Er du blevet tændt på at fiske i Dybvad Å?
Det er os bekendt ikke så ligetil, da der ikke findes en forening, der råder over fiskeretten og vandløbet har en størrelse, der gør det vanskeligt. Du kan i stedet fiske på kysten, hvor det eneste der kræves, er et statsligt fisketegn, eller du kan søge medlemskab i en af foreningerne i de andre Limfjordsåer.
Kort over Dybvad Å.
Fiskbæk Å er et mellemstort vandløb, der efter blot 19 km efter sit udspring tæt ved Viborg løber ud i Hjarbæk Fjord. Åen løber gennem ekstensive engområder og er præget af tidligere vandløbsregulering, hvorfor åen har et noget kanalagtigt præg med forholdsvis rolig strøm. Fiskbæk Å har en middelvandføring på knap 1600 l/s og oplandet har en del kildevæld men kun få tilløb. De største tilløb er Rævind Bæk og Gårdsdal Bæk.
Inden Fiskbæk Å blev reguleret, fandtes et fantastisk bækørredfiskeri med fisk op til 2 kg. Havørredfiskeriet har ført en noget upåagtet tilværelse, men havørredbestanden er stærkt på vej tilbage igen efter at Viborg Kommune har indført mere miljøvenlig vandløbsvedligeholdelse og fjernet centrale spærringer i vandløbet. Læg dertil en stor indsats for vandløbsrestaurering udført af kommunen og Viborg Sportsfiskerforening.
Lystfiskeri i Fiskbæk Å
Fiskeriet starter for alvor i juli måned, hvor der ofte fanges fine blanke havørred. Herefter forsætter det gode fiskeri hen i efteråret. Det er ikke unormalt at fange flere fine ørred på samme dag i størrelsen 40-60 cm. Åen rummer overraskende store havørred, og der er fanget flere over 10 kg. Åens største havørred er fanget af Peter B. Sørensen, der i 2012 fangede en ørred på ikke mindre end 10,61 kg.
Fiskeriet foregår fortrinsvist langs åens grødekanter, hvor ørrederne står i skjul. Der bliver også fanget steelheads af og til.
Adgang til fiskeri i Fiskbæk Å opnås gennem medlemskab af ”Viborg Lystfiskerforening” har fiskeriet i stort set hele åens forløb. Dagskort kan købes gennem foreningens hjemmesider eller her.
Fiskbæk Å i morgensolen.
Halkær Å vandsystem bliver ofte benævnt Halkær-Sønderup Å, da det består af to store og vidt forskellige vandløb. Sønderup Å er det største vandløb med 38 km og en middelvandføring på 1304 l/s, som har udspring i Rold Skov. Halkær Å udspringer ved Års og er blot 20 km lang med en middelvandføring på 1077 l/s. De løber - efter sammenløbet ved Halkær - 3 km inden udløbet i Halkær Bredning.
Halkær Å løber gennem en meget bred ådal med et lavt fald i et fladt engområde, og har en jævn-rolig strøm på en sandet bund. Åen præges af tidligere regulering, men har nu et let slynget forløb mange steder. I det øvre forløb og i tilløbene Fælled Bæk og Års Bæk er strømmen stærkere og derfor ses også gydegrus for ørred.
Sønderup Å har et stort fald og løber i de øvre dele gennem enge og opdyrkede arealer. Ved Viborgvej løber åen ind i den fredede og uopdyrkede ådal, som kan betegnes som vild natur. Åen har her et stærkt slynget ureguleret forløb gennem en stejl ådal med enge, krat og skov, tilgroninger, lysåbne områder og væltede træer. Bunden består overvejede af sand, men der ses også store grus-stryg. Som en kuriositet ligger åen på en salthorst, som gør at terrænet i ådalen faktisk hæves med tiden. Af vigtige tilløb kan nævnes Tolvad Bæk, Torsted Bæk, Haverslev Bæk, Tøttrup Bæk.
Fiskebestande og Vandløsrestaurering
I de senere år er fiskebestanden styrket gennem kommunernes mange vandløbsrestaureringer i både Halkær og Sønderup Å. Nordjyllands Amt undersøgte havørredbestanden i Sønderup Å i 2002 og skønnede antallet af opgangsfisk til 2000-3000 stk., uden lystfiskerfangster. De mest markante miljøforbedringer er nedlæggelse af 6 dambrug i Sønderup Å, hvilket både har forbedret vandkvalitet og skabt fri passage til og fra gyde- og opvækstpladserne for ørred. I foråret 2022 blev der skabt fri passage ved Rebstrup Fiskeri, som var hovedløbets sidste fiskespærring!
Havørredfiskeriet begynder i begge åer ofte i juni og i nogle år allerede i maj - alt efter om der er nedbør. Herefter forsætter fiskeriet gennem sommeren og efteråret, hvor der især er gode fangstmuligheder efter regn, da åernes vandføring er stærkt afhængig af hyppig regn.
Lystfiskeri i Halkær-Sønderup Å
Havørred fiskeriet har mest været centreret om Sønderup Å, hvor også langt de fleste gydepladser ligger. Fiskeriet er dog også forbedret i Halkær Å. I Sønderup Å har den forbedrede passage betydet, at havørreder vandrer længere op og spreder sig mere i vandløbet. Tidligere stoppede mange ørreder ved Højris Mølle Dambrug, hvor der var et intensivt fiskeri. Flere af opgangsørrederne vandrede ovenikøbet forkert og direkte ind i dambruget.
Nordjyllands Amt fandt i 2002 en gennemsnitsstørrelse for havørrederne på 49 cm, inklusive undermålsfisk. Normal fangststørrelsen er 40-65 cm, men der ses også større ørreder på op til 7-8 kg.
Fiskeriet er let i den åbne Halkær Å, hvorimod tæt vegetation langs Sønderup Å gør specielt fluefiskeriet vanskeligt mange steder.
Adgang til fiskeriet i Sønderup Å og Halkær Å opnås gennem medlemskab af ”Halkjær Lystfiskerforening”, som har fiskeriet på den nederste del af både Halkær Å (4 km) og Sønderup Å (8 km). Der er endvidere gratis fiskeri på den nedre del af Halkær Å på en kort strækning ejet af Skov- og Naturstyrelsen. Det er således ikke i dag muligt for at fiske i størstedelen af Halkær Å og heller ikke på de mellemste og øvre strækninger af Sønderup Å.
Dagskort kan ikke købes, men der er åbent for en mindre strækning med frit fiskeri i Halkær Å, som kan findes her.
Halkær-Sønderup Å.
Hasseris Å er et af Limfjordens mindre vandløb med udspring i et kildevæld i gadekæret ved præstegården i Øster Hornum. Vandløbet har ingen væsentlige tilløb og løber efter ca. 20 km ud i Hasseris Bugt. Middelvandføringen er på 425 l/s og vandløbet er i høj grad grundvandsfødt, hvilket giver meget klart vand i tørre perioder.
Den øvre del af Hasseris Å, ned til Sønderholm Plantage, har et stort fald og løber gennem engområder i et bakket landskab. Vandløbet har et mere eller mindre naturligt forløb på lange strækninger og løber især omkring Tostrup helt ureguleret. Vandkvaliteten er i top og vandløbets bund veksler mellem sten, grus og sand med fine puder af vandranunkel mange steder. I den nedre del af Hasseris Å efter Sønderholm plantage løber vandløbet dybt nedgravet, reguleret og uden stor variation helt til udløbet. Her ses kun få vandplanter og bunden er sandet og mudret.
Hasseris Å har en lang historie og indtil 1897 løb den i et gravet forløb til Vester Å i Aalborg. Åens store fald gjorde at der tidligere var etableret adskillige vandmøller langs åen og ved St. Restrup Herregård fandtes endog en 61 ha stor sø. Fiskevandringen i åen har derfor været stærkt udfordret. De to sidste og væsentlige fiskespærringer, ved Konsulens bro og ved St. Restrup Dambrug er nu fjernet, så der i dag er fri passage i hele Hasseris Å.
Lystfiskeri i Hasseris Å
Der findes ikke oplysninger om havørredfiskeriet i Hasseris Å, men fri passage i hele åen og nær optimale gyde- og opvækstbetingelser for ørred gør, at der er tale om et godt havørredvandløb. Vandløbet bidrager hermed også til bedre fiskeri i Limfjorden.
Da der er tale om en lille å, er det nødvendigt med korte og præcise kast, hvis man ønsker at ramme åen! Fiskeriet på kort afstand stiller derfor store krav til et meget forsigtigt færden, hvis fiskene ikke skal skræmmes. Det har ikke været muligt at finde oplysninger om størrelse på åens havørred, men Aalborg Kommune har ved elfiskeri observeret havørred op til 3 kg.
Der er ingen Lystfiskerforeninger knyttet til åen, ligesom der ikke sælges dagskort. Et eventuelt fiskeri vil derfor skulle aftales med lodsejerne. På to kortere strækninger på den nedre del er der frit fiskeri. Du kan få et overblik over alle frie fiskepladser i Aalborg Kommune her.
Hasseris Å.
Jordbro Å eller Jordbro Mølleå, som den også kaldes, er et 25 km langt mellemstort vandløb. Åen udspringer ved Sjørup og løber med meget vekslende fysiske forhold gennem et utilgængeligt og betagende landskab, inden udløbet i Hjarbæk Fjord.
Åen hører til en af Danmarks få ”Chalk Streams”, der kendetegnes af kalkrig undergrund og stor tilførsel af kildevand. Vandet er derfor ofte helt spritklart og køligt. Faktisk løber åen også lige forbi en af Danmarks få kalkminer ”Daubjerg Kalkgruber”. Det vigtigste tilløb er Mønsted Å.
Lystfiskeri i Jordbro Å
De første havørred ses normalt i juni måned og fiskeriet forsætter herfra til efteråret. Åens klare vand kan i perioder være udfordrende, så man skal bevæge sig forsigtigt for ikke at skræmme fiskene, som ofte står godt skjult. I varme perioder kan havørreder søge mod åens kølige vand. Havørrederne er normalt 40-65 cm.
Adgang til fiskeri i Jordbro Å opnås gennem medlemskab af de lokale sportsfiskerforeninger. ”Lystfiskerforeningen Skive og Omegn” har fiskeri på en kort strækning i den øvre del af åen, ”Omegnens All-Round Klub” ligeledes fiskeri på en kort strækning på den nedre del, mens ”Viborg Sportsfiskerforening” har fiskeriet på en 20 km lang strækning.
Dagskort kan købes til Viborg Sportsfiskerforening’s fiskevand her.
Læs mere om Jordbro Å og muligheden for at blive medlem af foreningerne:
- Lystfiskerforeningen Skive og omegn
Kort over Jordbro Å.
En stjernerække af vandløb løber til Limfjorden, men Karup Å er og bliver kongen af dem alle. Åen er kendt for sin stamme af MEGET store havørreder. Danmarks største, og i mange år verdens største, lystfiskerfangede havørred er herfra. Den 27. juli 1939 fangede Christian Plejdrup en havørred på ikke mindre end 14.4 kg - måske tungere? Denne fisk, og de mange andre store fisk, der hvert år landes, har gjort Karup Å verdenskendt.
Åen ligger i det midtjyske med udløb ved Skive by, centralt i Limfjorden, så de mange fisk, der vandrer til og fra åen, som del af deres livscyklus, passerer gennem fjorden – primært forår og efterår. Selve Karup Å byder på mange km rigtig spændende fiskevand med stor variation fra øverst til nederst.
Lystfiskeri i Karup Å
Lodsejere, foreninger og konsortier råder over fiskeretten i åen. Mange foreninger sælger dagskort, og ellers kan du melde dig ind i en forening, så du får frit fiskeri i foreningens vand og samtidig bidrager til foreningens arbejde med bl.a. vandpleje.
På Skive Kommunes hjemmeside kan du læse meget mere om mulighederne for at fiske i Karup Å, booke en lokal guide mv.
Fiskesæsonen strækker sig fra 1. marts til 31. oktober – begge dage inklusive.
Karup Å - Billedet er taget af Jan Snejbjerg Jensen.
Lerkenfeld Å er et af de store Limfjordsvandløb i Himmerland som fra udspringet, tæt ved Mejlby, løber 38 km inden udløbet i Lovns Bredning. Åen løber flere steder ureguleret og stærkt slynget gennem et varieret landskab med høje bakker og lavtliggende engområder, som på den nederste del er fredet. Mange steder er der en stor grundvandstilstrømning fra kildevæld.
Det op til 10 meter brede vandløb er gennemgående dybt, har både langsomt flydende og mere strømmende strækninger, samt store huller, hvor der er skarpe sving. På de mere lavvandede strækninger ses de karakteristiske store ”puder” af vandranunkel. De største tilløb er Skelbæk, Odderbæk og Lille Å.
Tidligere fandtes alvorlige spærringer ved åens tre dambrug i hovedløbet. Nu er kun Lerkenfeld Å Dambrug i drift, og der er skabt passage forbi alle spærringer, hvorfor havørrederne i dag har adgang til de vigtige gydepladser i hele den mellemste og øvre del af åen. Samtidig har nedlæggelse af dambrug og forbedret rensning løftet åens vandkvalitet. Sideløbende forbedrer Vesthimmerlands Kommune forsat forholdene for ørred i flere af de øvre tilløb til Lerkenfeld Å.
Lystfiskeri i Lerkenfeld Å
Havørredfiskeriet i Lerkenfeld Å foregår i smuk natur og der er altid mulighed for en grov havørred i den store å. De første havørred ankommer i juni måned, og omkring Sankthans tager opgangen herefter for alvor fat efteråret ud. Åens noget uklare vand og store dybde gør, at der ofte fanges fisk midt på dagen, da fiskene ikke så let skræmmes. Sommerfiskeriet er normalt efter havørred på 40-60 cm. Større havørred på 5-6 kg ses jævnligt i åen og der er fanget havørred op til 11 kg – en fisk der blev genudsat.
Havørrederne fiskes på traditionel vis og de sidste år er det spændende tørfluefiskeri efter havørred i overfladen blevet meget populært og givtigt! I de lyse timer bruges traditionelle tørfluer, mens skumfluer har vist sig effektive i skumringen.
Adgang til fiskeri i Lerkenfeld Å opnås gennem medlemskab af den lokale sportsfiskerforening ”Pirken”.
Dagskort kan købes gennem foreningen hjemmeside eller på her.
Læs mere om Lerkenfeld Å og muligheden for at blive medlem af foreningen:
- Pirken
Kort over Lerkenfeld Å.
Lindenborg Å er kendt for sine mange og store havørreder, og næsten hvert år tages der havørreder over 10 kg.
Åen har sit udspring ved Rold Skov, hvorfra den løber mod nord i ca. 47 km, inden den løber ud i den østligste del af Limfjorden. Mange og vandrige kilder føder kontinuerligt åen med koldt, rent og iltrigt vand.
Lindenborg Å har desuden mange tilløb, der fungerer som gyde- og opvækstvande for ørreder, og enkelte af dem har en størrelse, der gør, at der kan fiskes i dem; bl.a. Skibsted-Lyngby Å.
På de nedre dele er åen op mod 15 m bred, og i størstedelen af forløbet er åen relativt langsomt flydende.
Fiskeriet efter de store opgangsfisk begynder typisk i starten af juni og gennem hele sommeren er nat- og skumringsfiskeri meget populært.
Ud over at være et fornemt havørredvand huser åen også en fin bestand af bækørreder, og ikke mindst majfluefiskeriet tiltrækker en del fiskere i de lune sommeraftener. Hvert år fanges der også enkelte regnbueørreder i åen.
Lystfiskeri i Lindenborg Å
Fiskeriet i Lindenborg Å og dens tilløb er delt mellem flere foreninger og konsortier.
Nordjysk Lystfiskeriforening af 1917 (NL1917) er størst og har fiskeretten på mange km i åens nedre del. I den øvre ende har Støvring Lystfiskerforening fiskeretten på en længere strækning.
Fiskesæsonen strækker sig fra 1. marts – 1. november, 16. januar – 15. november
Læs mere om Lindenborg Å og muligheden for at blive medlem af foreningerne eller købe dagkort her:
- Nordjysk Lystfiskeriforening af 1917
- Støvring Lystfiskerforening: Facebooksiden 'Støvring Lystfiskerforening'
Lindenborg Å - Billedet er taget af Mark B. Højfeldt.
Lindholm Å er et mellemstort 27 km langt vandløb med udspring Nord for Tylstrup og udløb i Limfjorden ved Nørresundby. Vandløbet har ingen væsentlige tilløb og middelvandføringen er 1.500 l/s. Vandføringen er meget påvirkelig af nedbør og kan svinge helt fra 180 l/s og helt op over 15.000 l/s.
Åen har et uhyre lavt fald (0,3 ‰) og løber kanaliseret gennem et helt fladt åbent landskab med enge eller opdyrkede arealer. De fleste steder ligger åen dybt nedgravet i forhold til terrænet. Strømmen er jævn-ringe-stillestående, og der ses kun en lille variation i vandløbsbunden, som består af sand og mudder.
Der findes ingen fiskespærringer i åen, men stort set heller ikke egnede gydeområder for ørred. Der er etableret et gydeområde på en 400 m lang strækning omkring Tylstrup, hvor Aalborg kommune har udlignet faldet fra et reguleringsstyrt og efterfølgende udlagt gydegrus. Lindholm Å's ringe fald begrænser etablering af nye gydeområder og åen har derfor også kun et begrænset potentiale for udvikling af en større havørredbestand.
Den invasive signalkrebs har dannet store bestande i åen, men om det kan påvirke ørreden, er uvist.
Lystfiskeri i Lindholm Å
Der er sporadiske oplysninger om fangst af havørred i Lindholm Å, ligesom der kun er få oplysninger om bækørred. Der udsættes ørred i udmundingen, som kompensation for de manglende gydeområder. Derfor bør der kunne findes en lille opgang af havørreder. Åens til tider store vandføringer burde også kunne lokke havørred til. Det er ikke åen, der skal satses på, hvis der ønskes størst mulig fangst - men en å hvor der kunne være mulighed for at gå på opdagelse i nyt fiskeri.
Fiskeriet er grundet det åbne terræn forholdsvis let, men besværliggøres dog af stejle brinker på især den nedre del. Der skal de fleste steder regnes med at korte og præcise kast er nødvendige. Det har ikke været muligt at finde oplysninger om størrelse på åens havørred.
Adgang til fiskeriet i Lindholm Å opnås gennem medlemskab af ”Brønderslev Lystfiskeriforening”, som har fiskeriet på ca. 2,5 km omkring Tylstrup. Der er endvidere frit fiskeri på den to korte strækninger i den nedre del af åen ejet af Aalborg Kommune.
Dagskort kan ikke købes, men der er åbent for en mindre strækning med frit fiskeri i Lindholm Å ejet af Aalborg Kommune, som kan findes her.
Læs mere om Brønderslev Lystfiskeriforening og muligheden for at blive medlem af den lokale forening:
- Brønderslev Lystfiskeriforening
Lindholm Å.
Ry Å systemet byder på fiskeri efter havørred, bækørred, gedde, aborre og brasen. Og så er der registreret enkelte laks under elfiskeri – største på hele 135 cm.
Den yderste lange strækning løber reguleret gennem landskabet, og er stort set uden fald, men tilløbene fra bl.a. jyske ås kommer med stort fald og bidrager til systemets ørredbestand og artsdiversitet i øvrigt. De senere år er der lavet talrige vandløbsrestaureringer og fjernelse af spærringer fra både kommune og frivillige - og mange flere er undervejs.
Hav- og bækørredfiskeriet foregår med både spin, orm og flue, og de senere år har fiskeri med tørflue vundet indpas - specielt først på sommeren.
Brønderslev Lystfiskeriforening (BLF) er den største forening i åen med adgang til over 40 km fiskevand, men der findes andre mindre foreninger.
Læs mere om Ry Å og muligheden for at blive medlem af Brønderslev Lystfiskeriforening eller køb dagskort på foreningens hjemmeside eller hos Sportsfiskersammenslutningen Nedre Ryå.
Kort over Ry Å.
Simested Å er kendt for sin unikke stamme af meget store havørreder og for de smukke omgivelser.
Åen er i store træk ureguleret med stor variation i bredde (4-8 m) og dybde, og mange steder er der store sten, gruspartier og grødeøer. Vandet er oftest spritklart, og åen kaster hvert år mange store fisk af sig.
Flere hundreder havørreder vandrer hvert år på brudefærd i Simested Å og fra ca. juni starter fiskeriet efter disse blanke opgængere.
Ud over at være et fornemt havørredvand huser åen også en fin bestand af bækørreder, og ikke mindst majfluefiskeriet lokker en del fiskere ud i de lune sommeraftener.
Hvert år fanges der også enkelte regnbueørreder i åen – også i størrelser, der kan give god flex på klingen.
Viborg Sportsfiskerforening har fiskeretten på de nederste ca. 18 km af åen, mens Ålestrup lystfiskerforening har fiskeriet på en længere strækning omkring Ålestrup fra Hannerup Dambrug til Skinders bro, ca. 25 km på hver side af åen.
Fiskesæsonen strækker sig fra 1. marts – 1. november - begge dage inklusiv.
Læs mere om Simested Å og muligheden for at blive medlem af foreningerne eller købe dagskort:
- Ålestrup Sportsfiskerforening
Kort over Simested Å.
Skals Å er et større vandløb, der nærmest løber tværs gennem Jylland, idet det har sit udspring tæt ved Randers, inden det efter 46 km løber ud i Hjarbæk Fjord. Åen løber gennem et smukt - malerisk - eng-landskab hvor du virkelig mærker det store ”vingesus” og ofte uforstyrret.
Der findes både langsomt flydende og mere strømmende strækninger. Åen er dyb og noget uklar grundet algeproduktion fra oplandets mange søer. De største tilløb er Kousted Å, Vorning Å, Skravad Bæk og Kåt Bæk.
Efter danske forhold rummer åen mange forskellige fiskearter, grundet oplandets mange søer og gunstige indvandringsforhold til åen.
Lystfiskeri i Skals Å
Havørredfiskeriet i Skals Å har altid været - og er stadig - overskygget af fiskeriet i de omkringliggende åer. Men det er der slet ingen grund til! Havørredbestanden er nemlig vokset stødt gennem flere år, som følge af en massiv restaureringsindsats i åens tilløb, udført af sportsfiskerforeningerne og kommunerne. I de kommende år er der endda udsigt til endnu flere forbedringer!
De første havørreder ses normalt i juni måned og forsætter herfra gennem sommeren og efteråret. Åens uklare vand gør, at der ofte fanges fisk midt på dagen og tæt på, da fiskene ikke skræmmes. Om sommeren er der et fint fiskeri efter sølvblanke havørred normalt i størrelsen 40-65 cm. Største havørred fra nyere tid er en kæmpe på 12,3 kg.
Adgang til fiskeri i Skals Å opnås bedst gennem medlemskab af de lokale sportsfiskerforeninger. ”Skalsådalens Sportsfiskerforening” har fiskeri i den øvre del af åen i området omkring Onsild og Klejtrup, ”Omegnens All Round Klub” har en strækning omkring Løvel Bro, mens ”Viborg Sportsfiskerforening” har fiskeriet på den 10 km lange strækning fra Løvel Bro til udløbet.
Dagskort kan købes gennem foreningernes hjemmesider eller her.
Læs mere om Skals Å og muligheden for at blive medlem af foreningerne:
- Skalsådalens Sportsfiskerforening
Skals Å - Billedet er taget af Thorsten Møller Olesen Riis.
Storå i Thy, som også kaldes Bromølle Å, har udspring i Tved, blot 4 km fra Vesterhavet. Efter 11 km i helt fladt og overvejende opdyrket terræn, løber den til Lønnerup Fjord, hvor der er en sluse ud til Limfjorden. Af større tilløb findes Kløv Å, som også løber gennem et fladt terræn.
Storå er en såkaldt ”Chalk stream”, som karakteriseres ved stor grundvandstilstrømning gennem kalksprækker, stabil temperatur og vandføring. Trods det korte løb har vandløbet en middelvandføring på imponerende 1750 l/s. Kalken i undergrunden kan flere steder ses ren-skyllet. På den nederste del af åen ses af og til store sammenhængende kalkformationer, når vandstanden gennem en længere periode er lav.
Der findes kun få egnede gydeområder i Storå i de mindre tilløb og i hovedløbet, hvor Thisted Kommune og Viborg Amt har udlagt gydegrus. På trods af mangel på gydeområder og skjul er der fundet en stor yngeltæthed på strækninger, hvilket tilskrives de helt fordelagtige forhold med stor grundvandstilstrømning. Der er ingen spærringer i hovedløbet.
Lystfiskeri i Storå
Havørred fiskeriet begynder allerede i maj/juni og forsætter efteråret ud. Den store og stabile grundvandstilstrømning af koldt iltrigt vand bevirker, at der kan være opgang i varme perioder - også uden nedbør. Fiskeriet afhænger dels af vejret, men også af om slusen mellem Lønnerup Fjord og Limfjorden er åben. Der er godt med fisk i størrelsen 40-65 cm, men der findes også større fisk 4-5 kg. Åen kan være lidt vanskelig at komme til pga. høj vegetation langs bredder og stejle sider. Havørrederne fiskes primært i skjul langs vandløbets kanter.
Adgang til fiskeri i Storå opnås gennem medlemskab af den lokale lystfiskerforening ”Thylands Lystfiskerforening”, som har fiskeri på de nederste 1,5 km af åen. Dagskort kan købes til foreningens fiskevand på deres hjemmeside eller her.
Læs mere om Storå og muligheden for at blive medlem af foreningen:
Storå - Billedet er taget af Kirstine Marchen.
Trend Å er en lille klarvandet å i beliggende naturskønt i Himmerland. Åen er især kendt for sit gode og stabile havørredfiskeri, men den huser også en fin bestand af bækørreder.
Den første opgang af havørreder er typisk i maj, og de er få - men store. Senere på sæsonen kommer “hovedtrækket”, hvor fiskene bliver mere talrige, men ofte lidt mindre i størrelse. Opgangen fortsætter helt indtil sæsonen slutter i november.
Som noget særligt, er der mulighed for at fange store havørreder på tørflue. Største stangfangede havørred stammer fra starten af 90'erne og er på hele 12,4 kg. Selvom så store fisk sjældent fanges på stang, er deres tilstedeværelse det, som mange fiskedrømme er gjort af.
Trend Aa Lystfiskeriforening har fiskeretten i størstedelen af åen fra vejbroen ved Hornumbro Mølle til Løgstørvej i Trend. Foreningen har igennem en årrække lavet en KÆMPE indsats med vandpleje og skabt gode gyde- og opvækstforhold i åen, hvilket har medvirket til at åen i dag er selvreproducerende.
Læs mere om Trend Å og muligheden for at blive medlem af foreningen eller køb dagskort på foreningens hjemmeside.
Fiskesæsonen strækker sig fra 16. januar til 15. november - se dog uddybende regler på foreningens hjemmeside.
Kort over Trend Å.
Vidkær Å er et lille vandløb på blot 14 km som løber til Halkær Bredning. Åen, der udspringer i Navn sø, har en god vandkvalitet og en middelvandføring på 243 l/s.
Vidkær Å løber gennem en smal og markant ådal, gennem ekstensive engområder stedvis med krat og skov. Der er overvejende et godt fald, god-stærk strøm og vandløbsbunden består mange steder af sten og gydegrus, men også sand. Det øvre forløb af åen præges tydeligt af tidligere regulering, mens den nedre del henligger delvist reguleret og flere steder med fine slyngninger. Det vigtigste tilløb er Ajstrup Bæk. Vandkvaliteten er i top. Genetiske undersøgelser viser, at hovedparten af ørrederne i Vidkær Å har vild oprindelse.
Havørredernes passagemuligheder er styrket markant, idet Aalborg Kommune har skabt fri passage ved de to helt centrale og sidste spærringer ved Koppes Mølle og Vidkær Dambrug, beliggende hhv. 0,8 km og 5 km fra udløbet. Restaureringen ved Vidkær Dambrug omfattede endvidere genslyngning af vandløbet på en længere strækning. Trods de store forbedringer er der dog ikke fri passage, idet der blot 4 km fra udløbet, nu er etableret en 1 meter høj bæverdæmning, som spærrer både for nedstrøms trækkende smolt og for opgangsørred.
Lystfiskeri i Vidkær Å
Vidkær Å’s gode gyde- og opvækstbetingelser for ørred gør, at der er udgangspunkt for et godt havørredvandløb, som dog udfordres af nævnte bæverspærring. Der er kun sporadiske efterretninger om havørredfiskeri i Vidkær Å og der er set havørred op til 1,5 kg, men de findes utvivlsomt større.
Havørredfiskeriet er bedst i sensommer og efterår grundet åens lille vandføring. Den beskedne vandføring og de lave dybder gør også at fiskeret er klart bedst i de nedre dele af åen og i forbindelse med nedbør, som får vandføringen til at stige.
Prøves fiskelykken i Vidkær Å er forsigtig færdsel, samt korte og præcise kast nødvendig!
Der er ingen Lystfiskerforeninger knyttet til åen, ligesom der ikke sælges dagskort. Et eventuelt fiskeri vil derfor skulle aftales med lodsejerne.
Kort over Vidkær Å.
Vium Mølleå er et af Limfjordens mindre, men meget vigtige, havørredvandløb.
Åen ligger i Skive Kommune, og der er i alt ca. 24 km målsat vandløb i det lille system.
Hvis alt går efter planen, vil Skive Kommune og Limfjordsrådet desuden i løbet af 2024, fjerne en mere end 2 km lang rørføring i forbindelse med et vådområdeprojekt.
Både selve Vium Mølleå og tilløbene, som f.eks. Bligårds Bæk og Kåstrup Bæk, har et rigtigt godt fald og masser af grusbund. Det betyder, at der i store dele af vandløbssystemet er så mange fisk, at den økologiske tilstand er vurderet som høj.
Der er ingen fiskeforeninger, der har fiskevand i åen, og der er derfor ikke noget organiseret fiskeri efter åens ørreder. Hvis man vil fiske i åen, kræver det tilladelse fra lodsejerne. Og ellers må man glæde sig over, at åen sammen med de mange andre små vandløb i Limfjordsoplandet, forsyner Limfjordens kyster med masser af havørreder.
Den nu frilagte del af Vium Mølleå - Billedet er taget af Henrik Rosenskjold.
Øster Å er et mellemstort vandløb på 20 km, med en middelvandføring på 1239 l/s ved udløbet i Limfjorden. Vandsystemet består af to vidt forskellige vandløbsgrene. Den ”flade” Øster Å springer ud ved Ellidshøj og får tilløb af den ”bakkede” Guldbæk, der løber til Øster Å efter 9 km. Hvor Øster Å og Guldbæk løber sammen har de hver en vandføring på omkring 415 l/s.
Øster Å kaldes også Kærs Mølleå og løber gennem lave engområder i en bred ådal, som tidligere har været fjord. Åen præges af tidligere regulering med et meget lavt fald og bunden består overvejende af sand. Der er stort set ingen forekomster af gydegrus. Der er tilløb af mange kilder, som gør vandet spritklart i perioder med lidt nedbør. Guldbæk løber gennem en smal ådal med bakker og har mange steder fået et delvist ureguleret forløb med et stort fald. Det store fald gør, at der på mange strækninger er grusbund og egnede gydeområder for havørred.
Aalborg opstod i Vikingetiden ved Øster Å's udløb og forsynede byen med vand til husholdning, vask og energi fra vandmøller, ligesom den fungerede som kloak. Åen blev overdækket i perioden 1872-1897. Der findes stadig to spærringer i Aalborg ved Gabriel, hvor vandet tidligere blev udnyttet til energifremstilling. Der er fri passage forbi Bonderup Dambrug ved Ferslev, idet det kun indtager vand fra boring og væld.
Guldbæk har formodentligt navn efter vandets okkerfarve. Bækkens 36 m store fald har betydet at der allerede fra 1300-tallet har været anlagt adskillige vandmøller og senere også to dambrug. Møllerne har derfor umuliggjort havørredernes vandring til og fra de vigtige gydeområder.
Vandløbsrestaurering
Havørredernes vandring i begge vandløb, er gennem flere år styrket gennem de tidligere amters og kommuner mange vandløbsrestaureringer. I Øster Å er det 1,4 km lange overdækkede forløb gennem Ålborg genåbnet ved Karolinelund, og åbnes ved Godsbanearealet i 2025. Spærringerne ved Gabriel er ligeledes planlagt fjernet i 2025. I Guldbæk er der nu skabt passage forbi alle vandmøllerne, undtaget spærringen ved Hammerværket i Svenstrup, som vurderes vanskelig passabel. Bækkens to dambrug er i dag begge nedlagt. Restaureringerne åbner dermed op for en markant forøgelse af havørredbestanden.
Lystfiskeri i Øster Å
Havørredfiskeriet dyrkes ikke af mange og der findes kun sporadiske oplysninger om fangster. Fiskeriet begynder i juli og forsætter sæsonen ud. Den store tilførsel af grundvand gør at åen også fisker under varme og kolde forhold. Havørred fiskeriet har mest været centreret om nedre del af Øster Å, da vandmængden er afgørende for passage og dermed fiskeriet i Guldbæk. I Guldbæk vil der være størst muligheder om efteråret. Fiskeriet er let i den åbne Øster Å, men det til tider helt klare vand gør fiskene sky. Når der er klart vand, skal der fiskes på god afstand eller i skjul for ikke at skræmme fiskene. Størrelsen af havørred er 40-65 cm, men der ses også større ørreder.
Der er ingen Lystfiskerforeninger, der varetager fiskeriet og der sælges ikke dagskort. Adgang til fiskeriet foregår enten gennem aftaler med lodsejerne eller på strækninger ejet af Aalborg Kommune. Om der åbnes op for fiskeri i Øster Å på strækningen vides ikke. Strækninger af Øster Å og Guldbæk med frit fiskeri findes her.
Kort over Øster Å.